Jeg sidder bare lige her og tegner lidt, og det har jeg måske gjort lidt længe, uden at fortælle nogen om det (hvilket jo er mit arbejde, kunne man sige, altså både at tegne, men også at fortælle, at jeg gør det)
Det er blevet efterår, og sidst jeg skrev her, var inden sommeren begyndte.
Jeg har været offline hele sommeren.
Nu er det tid til en lille opdatering!
Der er sket ret meget denne sommer. Jeg er flyttet og bor nu midt i en skov. Og jeg tror, at jeg har haft brug for lige at lande her, finde jordforbindelse og slå rødder.
Som et træ, der er blevet omplantet.
Eller en sommerfuglelarve, der først skal forpuppe sig, inden den kan springe ud som en sommerfugl, med blafrende, smukke vinger, der kan flyve hvorhen de vil.
Så ja - jeg har dagdrømt mig gennem sommeren. Jeg har tegnet. Jeg har skrevet. Jeg har læst. Jeg har flyttet. Jeg har sagt farvel til et sted. Og jeg har indrettet mig et nyt sted. Jeg har indrettet nyt atelier. Min nye base. Med udsigt til trætoppene.
Jeg har tænkt over og længtes efter det offline og det analoge. Det hænger sammen. At forbinde sig til sig selv og sin omverden gennem sanserne. At gå på opdagelse i sit indre landskab.
Jeg har insisteret på at skrue tempoet bare lidt ned, i en verden, der virker til at accelerere hurtigere og hurtigere, for hver dag der går. Kunstig intelligens skaber en ny forvrænget virkelighed, hvor man ikke længere ved, om det man kigger på, er virkeligt eller skabt af en robot. Det er forvirrende, synes jeg.
Det har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at insistere på det sanselige, på det menneskelige, og jeg har tænkt på, at det uperfekte er det nye perfekte - ihvertfald i mine øjne.
Jeg vil hellere kigge på et billede med lidt dårlig belysning, rod, fejl og andre tegn på menneskelighed, end et billede, der er så perfekt, at jeg ikke ved, om det er et ægte foto eller genereret med kunstig intelligens.
Jeg er ikke interesseret i ‘perfekte’ billeder skabt af en robot. Jeg er interesseret i ægte liv.
Så jeg har også brugt sommeren på at tænke over dét. Ikke så meget hvordan jeg kan kæmpe imod den nye teknologi, for jeg har ikke lyst til at kæmpe imod noget. Jeg har lyst til at kæmpe for noget. Og dét noget, det er det menneskelige.
Det menneskelige aftryk på verden, når man f.eks. sætter sig ned og tegner en tegning på et stykke papir med en blyant. Når man sætter sig ned og tegner noget man ser foran sig, eller noget, man har inde i sit hoved, og som man lader strømme ned på papiret.
Det er dét, den langsomme blog går ud på at undersøge. Det er dét, jeg arbejder med, når jeg underviser. Det er dét, jeg gør, når jeg tegner. Det er dét, jeg vil bruge min energi på her i verden.
Menneskelighed, forbindelse, at være i verden med alle sine sanser.
Så jeg tror, at jeg er ved at være klar til at komme ud af min puppe, og igen flyve afsted med mine sommerfuglevinger, for mens jeg har forpuppet mig, har jeg også indset, at tiden ikke er til at gemme sig. Tiden er til at stå frem, at mobilisere skabende sjæle, for der er mere brug for os end nogensinde før.
Og jeg er tilbage online, fordi online er ikke kun ondt. At være til stede online er også at kunne forbinde sig med ligesindede, inspirere og blive inspireret, og gøre sin verden større. Her til formiddag læste jeg f.eks. et Instagramopslag, der anbefalede bogen ‘How to do nothing - resisting the attention economy’ af Jenny Odell, og den bog har jeg nu i lommen, og glæder mig til at læse den.
For jeg tror ikke, det er en løsning at melde sig ud og gemme sig (ihvertfald ikke for mig) men det er en løsning at være til stede online med omhu og intention, og vigtigst af alt, med en viden om at livet er dét der sker lige nu foran vores øjne og vores næse og vores hænder og vores fødder, og det er vores vigtigste arbejde at være i det lige nu. At være.
Tak for at læse med og være her lige nu.
