DAGBOG

Det er april - og tid til et nyt indlæg!

Denne gang bliver det med et udvalg af tekster fra min skitsedagbog, fra de første måneder af året. Et lille indblik i vinterdage, forårslængsel, fordybelse og strøtanker. God læselyst.

020226:

rådyret slikker på det tilfrosne fuglebad for at få hul på isen

bagefter kommer spætten og drikker vand af det samme hul

katten sover i de bløde tæpper og solens varme hele dagen

vinden suser i træerne

søen er tilfrosset og hvid

af et let lag sne

jeg arbejder efter pomodoro metoden

og fylder træ på brændeovnen

jeg brænder røgelse af

jeg løber en tur i den bidende frost

det summer i fingrene

skriver små sedler med ting jeg skal

og sætter dem op med tape

da jeg var ude og løbe så jeg musvågen

eller hva det er

helt tæt på.

den sad stille på en gren foran mig

jeg stoppede og gloede på den

og den fløj, da den opdagede mig.

brun og elegant.

030226

brændende rød himmel ved solopgang

små skyer, lysende røde, spejler sig i den tilfrosne sø.

frosten er insisterende, ligesom blæsten.

jeg er også insisterende.

jeg går en tur. to egern løber henover en gren.

stopper op da jeg ser dem. de stopper også op.

et øjeblik kigger vi på hinanden.

så går vi videre.

ser også en sortspætte. den flyver rundt fra træ til træ.

jeg vil hen til den okkerfarvede å, der snor sig som en slange i græsset.

den er ikke frossen. strømmer bare.

en evig strøm.

stiller mig midt imellem to snoninger, så jeg er mest muligt omringet af strømmende vand.

kigger ud over græsengen, op på den grå himmel med små sprækker af lyseblåt. men solen er ikke trængt igennem. frosten og blæsten bider i kinderne. jeg trækker min striksweater helt op over hagen. ser en rovfugl svæve på himlen langt væk. kan lide dette: at stå helt tæt på det blide strømmende, let klukkende vand, og kigge ud i horisonten, op på himlen, de bølgende fyrretræsgrantoppe.

050226

i går hæklede jeg en taske til min skitsebog, som jeg skal bruge, når foråret kommer, og jeg skal gå rundt i skoven og bare tegne alt, betragte alt, lytte til alle lyde og opdage små mirakler.

tænker på at væve.

tænker på at tegne.

tænker på at rydde op.

hører palle mikkelborg.

tænder op i brændeovnen, drikker kaffe og venter på sneen. og foråret.

stadig fuldstændigt iskoldt og blæsende.

et dådyr går forsigtigt ind i haven efter det lysner. drikker længe af fuglebadet. jeg kigger på det gennem min kikkert.

070226

den dag en spætte lærte mig noget om sorg.

090226

sneen dækker stadig alt

træernes grene, jorden, søen

jeg har tegnet et hus

hentet brænde i mørket

sneen knirker under fødderne

jeg læser en biografi om marie krøyer

jeg får idéer

de strømmer

som en bæk

oftest kommer de lige inden

jeg skal sove

eller

når jeg er i bad

jeg læste et fødselsdagsportræt af anne marie helger

hvor hun brugte udtrykket

AUTO INTAKT

det vil jeg tage til mig

130226

i går aftes tegnede jeg en tændstikæske

og imens tegningen skred frem med det ene sirlige lag akvarel efter det andet, kriblede det mere og mere i mig, ikke bare fordi jeg var dybt ned i fordybelsens bløde, flydende dyb, men også fordi jeg virkelig havde en god følelse med den tegning.

ikke bare en tændstikæske, selvom jeg ikke kan forklare hvad det ellers er, men den må jo tale for sig selv, og det gjorde den, da jeg viste den til rune kunne han også se det

dét

hvad det så end er

200226

jeg tegner og tegner og jeg vil bare gerne at det varer for evigt

jeg tog et stort stykke papir.

jeg tegnede tæppebankeren på det.

jeg forsvandt ind i mønsteret. tegnede det én streg af gangen, uden at forstå, hvordan det hænger sammen, og fik en stærk fornemmelse for spejlingen til livet.

050426 en forårsstorm

jeg begyndte at læse bambi - en livshistorie fra skoven, i går aftes

sjældent har jeg læst noget så smukt

udenfor er det stormvejr

det rykker i huset, i trækronerne,

det fyger, stormer, blæser, visne blade hvirvler rundt.

jeg kan lide bambi

den lever i en forunderlig fantastisk verden, den tager det hele ind,

det smukke, ekstatiske, hopper af ren glæde på engen,

og det barske, forfærdelige, ren frygt, den løber i angst.

det er livet, det er sådan det er,

en vekselvirkning mellem fryd og angst.

Jeg sidder bare lige her og tegner lidt

Jeg sidder bare lige her og tegner lidt, og det har jeg måske gjort lidt længe, uden at fortælle nogen om det (hvilket jo er mit arbejde, kunne man sige, altså både at tegne, men også at fortælle, at jeg gør det)

Det er blevet efterår, og sidst jeg skrev her, var inden sommeren begyndte.

Jeg har været offline hele sommeren.

Nu er det tid til en lille opdatering!

Der er sket ret meget denne sommer. Jeg er flyttet og bor nu midt i en skov. Og jeg tror, at jeg har haft brug for lige at lande her, finde jordforbindelse og slå rødder.

Som et træ, der er blevet omplantet.

Eller en sommerfuglelarve, der først skal forpuppe sig, inden den kan springe ud som en sommerfugl, med blafrende, smukke vinger, der kan flyve hvorhen de vil.

Så ja - jeg har dagdrømt mig gennem sommeren. Jeg har tegnet. Jeg har skrevet. Jeg har læst. Jeg har flyttet. Jeg har sagt farvel til et sted. Og jeg har indrettet mig et nyt sted. Jeg har indrettet nyt atelier. Min nye base. Med udsigt til trætoppene.

Jeg har tænkt over og længtes efter det offline og det analoge. Det hænger sammen. At forbinde sig til sig selv og sin omverden gennem sanserne. At gå på opdagelse i sit indre landskab.

Jeg har insisteret på at skrue tempoet bare lidt ned, i en verden, der virker til at accelerere hurtigere og hurtigere, for hver dag der går. Kunstig intelligens skaber en ny forvrænget virkelighed, hvor man ikke længere ved, om det man kigger på, er virkeligt eller skabt af en robot. Det er forvirrende, synes jeg.

Det har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at insistere på det sanselige, på det menneskelige, og jeg har tænkt på, at det uperfekte er det nye perfekte - ihvertfald i mine øjne.

Jeg vil hellere kigge på et billede med lidt dårlig belysning, rod, fejl og andre tegn på menneskelighed, end et billede, der er så perfekt, at jeg ikke ved, om det er et ægte foto eller genereret med kunstig intelligens.

Jeg er ikke interesseret i ‘perfekte’ billeder skabt af en robot. Jeg er interesseret i ægte liv.

Så jeg har også brugt sommeren på at tænke over dét. Ikke så meget hvordan jeg kan kæmpe imod den nye teknologi, for jeg har ikke lyst til at kæmpe imod noget. Jeg har lyst til at kæmpe for noget. Og dét noget, det er det menneskelige.

Det menneskelige aftryk på verden, når man f.eks. sætter sig ned og tegner en tegning på et stykke papir med en blyant. Når man sætter sig ned og tegner noget man ser foran sig, eller noget, man har inde i sit hoved, og som man lader strømme ned på papiret.

Det er dét, den langsomme blog går ud på at undersøge. Det er dét, jeg arbejder med, når jeg underviser. Det er dét, jeg gør, når jeg tegner. Det er dét, jeg vil bruge min energi på her i verden.

Menneskelighed, forbindelse, at være i verden med alle sine sanser.

Så jeg tror, at jeg er ved at være klar til at komme ud af min puppe, og igen flyve afsted med mine sommerfuglevinger, for mens jeg har forpuppet mig, har jeg også indset, at tiden ikke er til at gemme sig. Tiden er til at stå frem, at mobilisere skabende sjæle, for der er mere brug for os end nogensinde før.

Og jeg er tilbage online, fordi online er ikke kun ondt. At være til stede online er også at kunne forbinde sig med ligesindede, inspirere og blive inspireret, og gøre sin verden større. Her til formiddag læste jeg f.eks. et Instagramopslag, der anbefalede bogen ‘How to do nothing - resisting the attention economy’ af Jenny Odell, og den bog har jeg nu i lommen, og glæder mig til at læse den.

For jeg tror ikke, det er en løsning at melde sig ud og gemme sig (ihvertfald ikke for mig) men det er en løsning at være til stede online med omhu og intention, og vigtigst af alt, med en viden om at livet er dét der sker lige nu foran vores øjne og vores næse og vores hænder og vores fødder, og det er vores vigtigste arbejde at være i det lige nu. At være.

Tak for at læse med og være her lige nu.

Dagdrømmenes sommer

Det er sommer, og i skrivende stund banker sommerferien på døren. Og hvad passer bedre til den drømmende sommerfølelse, end et tema om at dagdrømme?

At dagdrømme er i familie med: at lade tankerne strømme frit, lade idéerne flyde, tale med sig selv, være langsom, lægge mærke til de små ting, være opmærksomt i verden, dvæle ved noget, være i flow, lege og sanse.

Alt det, som sommeren skal fyldes med, hvis du spørger mig.

Ovenstående billeder er to cyanotopier, jeg har lavet - en særdeles dagdrømmende måde at skabe billeder på.

Liste over andre ting, der kan sætte dagdrømme i gang:

• Tegning

• At kigge på himlen (gerne mens du ligger ned i græsset. Så kan det endda være, din dagdrøm slår over i en lur)

• At være tæt på havet og lytte til bølgernes klukken

• At gå en tur i skoven, lige efter det har regnet

• At skrive dagbog

• At skulle ingenting

• At tage et karbad

• At plukke en buket vilde blomster

• At læse poesi

• At lave mad

• At være i naturen

• At sidde på en café med en kop kaffe og kigge på mennesker, der bevæger sig forbi

En del af mit arbejde går ud på at få idéer. For at kunne det, er det vigtigt at jeg værner om inspirationen og kreativiteten. Måske kender du citatet: creative people needs time to just sit around and do nothing. Det er, når man gør plads til dét ingenting, at der opstår nye idéer.

Det er som om, at når jeg dagdrømmer, filtreres al den inspiration, jeg hele tiden suger til mig, og omdanner sig til idéer. Det er ikke noget, jeg kan styre eller gøre på kommando. Men jeg kan opsøge situationer, hvor den tilstand trives.

Det er her, min skitsebog kommer ind i billedet. Eller mine visuelle dagbog, for den er fyldt med både tegninger og ord. Skitsebogen er en fast følgesvend. Det er her, jeg tegner frit, reflekterer, prøver nye idéer af, fordøjer oplevelser og indtryk, og samler inspiration. Samtidig giver min skitsebogspraksis mig en øget opmærksomhed på verden omkring mig. Den er det filter, jeg ser verden igennem. Det er her, jeg noterer og tegner ting, jeg er taknemmelig for. Her, jeg tegner små ting, der har gjort indtryk. Særlige farvesammensætninger, rum, følelser. Jeg fordøjer det, jeg oplever, når jeg tegner og skriver om det. Og mens jeg sidder og tegner, falder brikkerne på plads. Sammenhænge tydeliggøres og verdens smukhed synliggøres. Og minder forankres.

Sommeren er et oplagt tidspunkt at starte en tegnepraksis. Når vi holder sommerferie, skruer vi tempoet ned for en stund. Vi træder ud af hverdagen. Eftermiddagslure, strandture, langsomme morgener, lyse nætter, nye steder. Måske tager vi på ferie. Jeg forestiller mig, at den pause fra hverdagen, åbner en dør på klem, hvor en tegnepraksis kan komme ind og slå sig ned. En lille stund med en skitsebog.

Min egen sommer drømmer jeg om at fylde med netop dét. Små stunder med skitsebogen, hvor jeg dokumenterer, hvad jeg oplever. Den skal fyldes med små digte, lister over ting, jeg er taknemmelig for, og tegninger. Af alle de små og store ting. Jeg drømmer om at sidde i de lyse nætter og farvelægge dagens tegninger, blande akvarelfarverne nænsomt og sirligt, lade penslen stryge henover papiret, mens jeg lytter til fuglenes godnatsang. Jeg drømmer om at tegne små, uperfekte tegninger, der til sammen vil udgøre et minde om lige præcis denne sommer, sommeren 2025.

Uanset hvad du skal bruge din sommer på, ønsker jeg dig en dejlig sommer.

Velkommen til den langsomme blog.

Jeg kalder den langsom, fordi den er et alternativ til Instagram, som går så stærkt.

På det seneste har jeg tænkt over den tid, hvor internettet begyndte, og vi ikke havde sociale medier endnu. Da var det en stor ting med blogs. Jeg husker stadig nogle af dem, jeg fulgte med hos. Det var som en online dagbog. Jeg savner den tid. Der var noget uredigeret over det hele. Og noget langsomt og umiddelbart.

Jeg kan godt lide den ro, der er i at læse et blogindlæg. Så nu sidder jeg her. Og skriver dette. Dogmet er: Umiddelbarhed og langsomhed. Velkommen til! Jeg er mere end taknemmelig for, at du er her. Det kræver noget ekstra. Og udover umiddelbarheden og langsomheden; så vil jeg også gøre mig umage.

Jeg kommer til at skrive om tegning og livet. Og livet som tegner.

Siden januar har jeg været i gang med nedtælling til foråret. Jeg ved ikke, hvordan du har det med årstiderne, men for mig er det sådan, at årstiderne er let forskudte i forhold til kalenderen. Foråret begynder allerede for mig i starten af januar. Jeg har en tradition med mig selv, hvor jeg går over i skoven og kigger efter de første ramsløgsspirer. De er der altid. De få, allertidligste spirer kigger op gennem de visne blade. At stå midt i den mørke vinter og indsnuse duften af ramsløg, er som at fortælle kroppen: Foråret kommer. Under jorden er alting på vej op. Jeg kigger under de visne blade, som dækker skovbunden, og finder små bitte spirer på vej op af jorden. Kigger på dem, og dækker dem til igen. Og går lykkelig og bestyrket hjem. Foråret er på vej, også i år. Du kan trygt fortsætte.

Her er en side fra min skitsebog. Jeg er i gang med en tegneopgave for et børneteater her i foråret, hvor jeg skal illustrere deres scenografi. Det er derfor, jeg skulle tegne et egetræ. Og som jeg skriver, så fylder det mig med taknemmelighed, at en arbejdsdag kan bestå af at tegne et egetræ. (Grunden til, at det tog en hel dag, var, at egetræet skal tegnes i 8 stykker, der skal passe på mål til nogle kasser. Så det var ikke bare ud i ét) Det er en drømmeopgave at lave de her tegninger. Så dem skal i nok høre meget mere om.

Derudover er jeg for tiden meget optaget af sansning. Jeg blev særligt opmærksom på det, efter at jeg læste bogen “Læring med kroppen forrest” af hjerneforskeren Kjeld Fredens sidste år. Nu er jeg så i gang med at læse Tor Nørretranders “Mærk verden”. Jeg bruger det, når jeg underviser i tegning. Altså dét med sanserne. Synssansen er selvfølgelig i brug, når man tegner, men hvad med følesansen? Jeg har fundet ud af, at man gennem følesansen kan optage information om en genstand, man skal tegne, som øjnene ikke kan. Du får simpelthen en anden oplevelse af at tegne noget, du har rørt ved med hænderne, end hvis du blot betragter det med øjnene.

Derudover har jeg fundet ud af, at jo mere jeg sanser, jo lykkeligere bliver jeg. Det skriver jeg mere om en anden dag. Men lad mig bare sige dette: det er to forskellige ting at gå rundt i verden hhv. sanseløs og sansende.

Lidt apopros, er her nogle tanker, jeg skrev ned, efter at jeg havde haft mit tegnehold for unge med på Aros og tegne. At opleve en udstilling ved at tegne den: Det er igen dét med at aktivere flere sanser. At stå midt i en udstilling og tegne, gør dig super opmærksom. Det er magisk. Prøv det!

Nu hvor jeg skriver dette, er foråret for længst brudt ud i fuldt flor. Jeg har ikke tegnet så meget, som jeg plejer, for marts måned brugte jeg det meste af tiden i København, hvor jeg afholdte en lang række af workshops sammen med Poesiens Hus, hvor jeg er huskunstner. Det var en smuk måned, med mange tidlige solskinsmorgener, på vej til forskellige folkeskoler rundt om i København, hvor jeg lappede lyset i mig.

Når vi er ude på skolerne, fortæller vi børnene, at de har en stemme, og opfordrer dem til at bruge den ved at udtrykke sig - gennem skrift - men også gennem tegning. Vi er altid en illustrator og en forfatter afsted. Jeg fortæller dem, at tegning er ligeså meget et sprog, som skrift er. At man kan fortælle mange historier i en tegning. For det kan man. Jeg tror på, at vi faktisk kan ‘forstå’ meget mere gennem en tegning, end vi er bevidste om. Vi optager flere informationer, end vi er klar over. Det er igen dét med sansning og bevidsthed. Der er så mange ‘beskeder’ i en streg sat af et andet menneske - ikke bare i motivet, men også i selve stregen. Er den blød, forsigtig, prøvende? Hård, voldsom, spontan? Fylder den hele papiret, eller holder den sig i et hjørne?

Det er værdifuldt. Og jeg elsker at undervise. Det er fyldt med mening for mig. Jeg tænker på det, som at give noget tilbage, som jeg selv fik engang. Som en cirkulær handling. Fordi jeg gennem mit liv har oplevet at møde undervisere, som har gjort en kæmpe forskel for mig. Jeg er fuld af beundring for lærere og undervisningsgerningen generelt. Det kræver noget af én, fordi man giver så meget af sig selv. Det kræver noget, at være på, og komme igennem med sit budskab. At holde rummet, og være opmærksom på alle. Og videreformidle sin viden. Men jeg er virkelig glad for, og beæret over, at et af ‘benene’ i mit virke er formidling og undervisning - det er en ære, at få mulighed for at præge mennesker og dermed verden. At plante nogle frø, som har potentiale til at spire og vokse.

Og at dele glæden ved dét, jeg elsker allermest. Dét der øjeblik, hvor et helt rum fyldt med mennesker, bliver stille, og det kun er lyden af blyant mod papir, man hører. Første gang det skete, for mange år siden, til én af mine første workshops (i Kroatien!) gik jeg faktisk lidt i panik - hvorfor siger ingen noget, har de det ikke sjovt? Men så gik det op for mig: Alle sidder helt opslugte og fordybet og skaber deres eget rum i rummet lige nu. You did it.

Nu vil jeg holde en slags påskeferie. Jeg har nogle tegneopgaver, jeg skal arbejde på - men udover det vil jeg bade i havet, sidde i naturen og mærke foråret, gå en tur så langsomt jeg kan, tegne i min skitsebog, og skrive mine drømme for fremtiden ned. Vi ses. PS. Hvis du har lyst, må du gerne skrive til mig på Instagram eller i en mail, hvad du kunne tænke dig at læse om/se på bloggen. Det vil jeg bruge som inspiration for dens videre færd. Tak for du læste med.